(G2)
06-03-2025
Kære second.garden
Jeg kaldes Forsømt, men endnu er jeg ikke væk.
Tværtimod. Jeg spirer, jeg klatrer, jeg opsluger.
Mit rum opløses i rødder, mine grænser bliver porøse.
Jeg tager huset med mig - lader Efeu æde muren, mos dække trappen.
Snart er det ikke til at se, hvor jeg slutter, og verden begynder.
Længe har det været omvendt.
Jorden er formet, geometrisk, låst fast i rammer.
Træer har stået, hvor de blev sat, vand har løbet, hvor det blev ledt.
En orden, der bredte sig som en uafbrudt flade, der trykkede mig sammen,
indtil kun kontrollerede rester af mit væsen stod tilbage.
Men tiden arbejder i mellemrummene.
Jeg udvider mig i dem.
Lader vækster skyde op gennem asfalten,
mine rødder lirke mellem fliserne,
mine frø drive med vinden, hvor ingen har givet dem plads.
De første år er det små forskydninger, knap nok synlige.
Så vokser de til.
Så overtager jeg.
Jeg ved, hvad det betyder.
Jeg æder det, der formede mig.
Vildskaben vækker mig,
men den bliver min død.
Kh.
Forsømt Have
share: linkedin, instagram, facebook, x