(G2)
Letters can be from a garden, about a garden or related to the garden as a broad concept.
mail@secondgarden.xyz
15.05.2026
Kære second.garden,
For cirka et halvt år siden boede jeg på en gade på Østerbro tæt på Nordhavn. Den var totalt forladt af enhver form for grønt. Der var ikke et eneste træ, som så mange andre steder i byen. Den gode nyhed er, at jeg er flyttet. Og ikke nok med, at jeg har fået lidt flere kvadratmeter at brede mig på, så har jeg også fået en række store vejtræer som naboer.
Træerne står lige uden for mine vinduer med en græsplæne i forgrunden og sender et skønt grønt skær ind i lejligheden. Græsplænen mellem lejligheden og træerne afgrænses på begge sider af buskads, som skaber et lille intimt rum. På trods af, at der også bor nogen ovenpå, føles det næsten som om, jeg kun deler det lille grønne rum med min nabo, som en slags forhave. Jeg har dog aldrig mødt min nabo og endnu ikke set vedkommende benytte sig af plænen. Jeg bliver faktisk næsten lidt forskrækket, hvis der pludselig er nogen, der bevæger sig gennem området, som for det meste står stille, kun afbrudt af lidt bevægelse i træernes kroner, når vinden tager fat.
Jeg kigger ud og ser cyklister blæse forbi på den anden side af træerne ude på vejen. Der er også løbere, som motionerer, og en strøm af biler, der kommer for at parkere i morgentimerne. Der er rytme og periodisk bevægelse lige på den anden side af træerne, men plænen står stille. Den står som et fastfrosset billede, en forgrund jeg ser ud igennem. Den bliver klippet, trimmet og holdt på plads, men får aldrig rigtigt lov til at blive levende.
Når jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig et helt andet rum derude og drømmer om, hvordan livet kunne udfolde sig lige uden for min dør. Jeg åbner dem igen og ser den grønne, monotone flade. Da frosten lettede, spredte jeg optimistisk lidt frø på plænen, bare lige foran min terrasse. Jeg tænkte, at hvis de var hurtige nok, ville gartneren måske levne lidt plads til et par blomster, men foråret blev indledt med, at plæne- og kantklipperen blev støvet af. Dernæst blev robotplæneklipperen genoplivet, og nu kører den sin rutine. Jeg drømmer dog stadig. Mest om plænen lige foran min lejlighed, men også om de mange omkringliggende grønne arealer her på ejendommen.
En eftermiddag sad jeg på terrassen med en ven og fik øje på en brumbasse. Den undersøgte området, tog endda en kort tur ind i lejligheden, men fandt vist ikke rigtig noget at blive for. Hvis mine frø havde spiret, var den måske blevet lidt længere. Jeg observerer dagligt, hvad der foregår ude foran, men der er ikke mange overraskelser. Blot et loyalt duepar, der går deres morgentur rundt i det dugfriske græs. De finder måske et par regnorme eller spiser de frø, jeg har spredt. Jeg tror dog, de bliver skræmt væk, når robotten vågner.
Jeg tænker på, hvad der skal til, for at plænen en dag kunne blive en have. Et sted med lidt mere liv, som vi beboere kunne deltage i. Somme tider overvejer jeg at gå ud og vende robotten på hovedet, så kunne den ligge lidt der og sprælle, mens plænen fik lidt ro. For nu står der en plantekasse på min terrasse og en enkelt blåhat, som jeg har købt ved en lille vejbod. Så lader jeg robotten køre videre, indtil jeg kommer på bedre idéer.
share: linkedin, instagram, facebook, x
02.04.2026
Kære second.garden
Jeg står i haven og tager et billede, som jeg vil tage mange af, og så læser jeg en tekst, som jeg skrev på for over et år siden:
Jeg sår en have her nu i det tidlige forår. Haven skal være fuld af vækster, som jeg har indsamlet i løbet af det år, som lige er gået, men som stadig er i gang med at gå. De mange skud, som jeg vil have til at vokse i min have, kommer fra mange forskellige steder. Nogle af væksterne har jeg arvet, nogle har jeg åbent taget imod, nogle har jeg gravet frem, og nogle er spiret fra frø, jeg selv har sået. Jeg har selv igangsat arbejdet med haven; jeg har målt op, kommet jord på bedene og udregnet solens position.
Her i det tidlige forår sår jeg haven. Det tænker jeg, at jeg skal gøre. Den vil svulme og bugne af almindelig hjertespand, ensidig klokke, havepest, sur kirsebær, stinkende karse, tornet salat, vedbend-torskemund, djævelsbid, roser og forglemmigej. Min ryg gør ondt, fordi jeg har bukket mig ned mod jorden utallige gange i de andre haver, og mine arme er lange, fordi jeg har båret de mange skud ud i min have, og mine hænder og fingre er ru og hårde, fordi de har gransket og finkæmmet territoriet for de bedste skud til min have, og mine øjne er trætte og opsvulmede, fordi jeg har holdt dem åbne og udspilede i de andre haver, og min pande er fuld af fuger, fordi jeg har bekymret mig om, hvordan min egen have, fuld af alle de vækster, dog skulle finde sin begyndelse.
Arbejdet er hårdt her i det tidlige forår i min have, for der er meget at lave. De små spirer skal plejes. Min usåede have skal passes; jeg vil ikke have flere muldvarpeskud. Jeg fik sådan lyst til at gå igang med arbejdet med min have, for jeg kan mærke, at vinden har lune anelser med sig. De kommer fra et andet sted, som minder mig om andre tidlige forår, fra før min have skulle sås. Der hvor jeg kom hjem, og du var blevet meget syg, og der var der, hvor du og jeg ikke skulle være sammen mere, og der var der, hvor jeg knoklede mig igennem hverdagen, for at komme ud, ud, ud. Jeg kom igennem arbejdet i alle de andre tidlige forår, så arbejdet med min have nu må kunne lykkes.
———
Igennem min iPhone ser jeg en have, som har gjort sig selv: Overalt er der vintergækker, der dækker hele områder, hvor der før var svampet, jordet og udefinerbart. Der er højhøjbede, hvor Emil og Line har lagt ny jord på. Her er lagt an til spinat og andre drømme. Noget er i proces under noget hø, som tre fugleskræmsler kom med i november. Op af højbedene står store stammer, som Victor og jeg måtte opgive at save med håndkraft, men som jeg ved, at Laurits vil bygge et bord af. Op af hegnet er der rester af den gamle, nu fjernede efeu, som slugte æbletræet. Døde snoede grene hænger stadig og dingler højere oppe i træet, mens der ved roden af æbletræet ligger en rodet bunke af afskårne efeugrene og blade. En fuglekasse er faldet ned og ligger gemt ved siden af en af højbedene og minder mig om, hvor meget jeg elsker at bygge fuglekasser.
Kh Esther
share: linkedin, instagram, facebook, x
27.03.2026
Kære second.garden
Det slog mig den anden dag, da jeg vågnede fra en drøm om et træ ved floden Tejo i Lissabon, omkring Alfama, at jeg måtte dele oplevelsen med jer. Øjeblikket kan pludselig slå mig oven i hovedet, i drømme eller stille tanker, hvor lyset, skyggerne og træet bliver klart for mig.
Kirsten, min afdøde kone, og jeg var dengang på en af vores mange vandreture og boede i en lille lejlighed i Alfama i fem dage. Det var her, vi fandt stedet. Der var ikke mange træer dér, men dette ene stod som noget særligt. Jeg ser det stadig for mig, hvordan det rejste sig ved vandet, hvordan skyggen samlede os. Af og til vågner jeg om natten og er tilbage netop dér, hvor vi lå under træet med en flaske vin og lod tiden glide stille forbi.
Jeg har forsøgt at tegne det for jer og håber, I kan fornemme den stemning, der stadig lever i mig.
Kærlig hilsen
Bent
share: linkedin, instagram, facebook, x
19.02.2026
Kære second.garden
Jeg skriver endnu engang fra lagunebyen, hvor februars regn forvandler gader og kanaler til en flydende labyrint. Ligesom tidevandet skaber nedbøren et midlertidigt landskab. Byen tilpasser sig vandets bevægelser, og en ny rytme indfinder sig. Vandet stiger og falder omkring de lodrette facader og træpæle, begrænser bevægelsesmulighederne og tvinger den gående til at finde nye veje. Byen følger vandets rytme, og alt omsluttes af en vedvarende bevægelse, der aftegner og forstærker lagunens betydning i byens rum. Under den silende regn fremstår Venedig som en have i bevægelse. Vandet binder de istriske kalksten, spirende planter og rummenes konturer sammen, reflekteret i vandets overflade. Planter titter op over mure og suger nedbøren til sig, mens et grønt netværk langsomt vokser frem og slynger sig gennem byen som kanalerne selv. Vegetationen skaber en rensende luft, der nulstiller byens rum og spreder duften af regnvåde blade, mens vand og planter sammen danner et levende væv. For en tid træder byen ind i en organisk rytme: gader og pladser forvandles til våde overflader, og det hydrologiske kredsløb er uundgåeligt. Selv de paraplyvandrende venezianere må overgive sig til en voluminøs frisure under den høje luftfugtighed. Regnen intensiverer det allerede flydende landskab i byen, hvor nedbør, luftfugtighed og vandets bevægelse konstant påvirker hinanden og til tider udfolder sig som en flydende have.
Caroline
share: linkedin, instagram, facebook, x
30.12.2025
Dear second.garden,
As the year comes to a close, I find myself looking back on all that it has held — the conversations, the exchanges, and the ways my understanding of landscape and care has shifted. It has been a year shaped by listening, by slowing down, and by rethinking our relationship with nature.
One idea that has stayed with me throughout this time is the concept of Fourth Nature, introduced by the German ecologist Ingo Kowarik. It offers a way of reimagining the relationship between the city and the natural world — not as something to be controlled or perfected, but as something that can unfold on its own terms. It suggests another kind of practice, rooted in patience, attention, and care.
Kowarik describes four forms of nature:
First nature — untouched landscapes without human intervention.
Second nature — human-made landscapes for production, such as agricultural land.
Third nature — green spaces designed for recreation, like parks and gardens.
Fourth nature — areas once shaped by human activity that are gradually being reclaimed by natural processes, often with little or no human intervention.
This idea of Fourth Nature feels especially relevant now. It opens up a way of thinking about landscapes of care that does not rely on constant control or maintenance, but instead allows space for self-organization, unpredictability, and coexistence. It asks what might happen if we step back slightly — if we allow nature to take the lead.
There is significant, yet often overlooked, potential in integrating nature’s own processes into our cities and built environments. Around the world, inspiring examples already show how this can happen. The real challenge lies in our expectations of what urban nature should look like — and in learning to accept that nature moves at its own pace. Ecosystems unfold slowly, often over decades, while planning frameworks tend to operate within short, economically driven timeframes. To move forward, we may need to rethink not only our aesthetics, but also our patience, and to recognize the value of nature even when it cannot be measured in economic terms.
Best regards,
Nikita Gyawali
share: linkedin, instagram, facebook, x
11.12.2025
Dear second.garden,
Here's a letter that, since the end of May, has been a little lost among the notes of my phone, but sometimes lost letters find their way.
I'm on my way home from a residency in the Schweiz alley of Lumenzia. The lower area I lived in used to be a wetland, but now the water from the mountains runs through the sewer, and water canals are built beneath the streets and pathways.
Everywhere in the landscape of the valley, you see the small villages with clusters of sunburned wooden houses and barns. Scattered across the fields, some barns stand alone with wide stretches of meadow between them. Some are still in use, while others have been left behind. The round beams reveal the oldest barns, but most of them are mixed constructions. The open space between the beams let air flow through the buildings, traditionally keeping the storage of grass dry. But glimpsing through the gaps of some wooden barns, now the glass facades of luxury vacation homes sparkle. A house-within-a-house concept has begun to occupy the structures.
A law from the early 2010s, originally intended to protect permanent residents and the local building culture by limiting the construction of new holiday homes, has instead contributed to rising housing prices for existing houses and barns, making it more difficult for people to live permanently.
Rene Boer writes about the term Disneyfication, “referring to anything separated from its original context and made more palatable for commercial purposes” in his book Smooth City. Perhaps the management of this region, and the influence of tourism, is leaving this place with a smooth surface? There is something in this fairytale-like landscape that leaves out something else behind.
My work during the residency focused on some physical cracks in the buildings of the village of Peiden in Lumnazia. A small village that moves several centimeters each year, due to the movement of earth, linked to the increasingly rapid changes in the Alpine climate.
Best,
Anna Eglite
share: linkedin, instagram, facebook, x
26.10.2025
Dear second.garden,
Lately I have been thinking about postcards and the function they used to fill - how they once let you share your world with someone for a moment. When reading this, you would know that some days ago my hands formed these symbols, making it something meant just for you to decipher, the side of my palm resting against the paper before the card travels from hand to hand to your postbox.
I'm in Athens and I have been writing many postcards I cant afford to send. The economy today bla bla, being an (unemployed) architect today bla bla. So here is a letter for you in form of a transcribed postcard:
Dear second.garden,
I'm in Athens, and I walk a lot. The other day I got lost in a garden near home (I live in Neos Kosmos; the new world, if you translate it to English :‑,)) and stumbled upon an open space in the dense greenery. I wondered who usually sat in the chairs gathered around the table. Men, probably - this city seems full of men.
I walked on, up some stairs, and there all of Athens was floating out below me - the opposite of the enclosed garden a few meters down. The city suddenly visible to me, and I visible to the city. With the last bit of sun on my cheek, I longed back to the dark hidden place, where vegetation was protecting. From what? I don't know.
The next day I wandered without maps. Almost every crossing here is slightly off, so walking straight is an art I have not yet mastered. Giving up on finding was an easy choice. After a wide, car-filled street, I came upon a communal garden. A group of elderly men sat in a ring, as if the garden were their living room - the tree forming their roof, the bushes their walls. Once again, a protected space, but this time in the middle of a square, in a communal garden.
I wanted to tell someone about these spaces; they interest me in a way I dont quite understand. But there is nobody here I know, so I decided to write a postcard to you. Did it reach you?
I'm not so good at card games but I just learned one that is called Cambio. Do you want to play it with me? Bring a chair and I will send you the location.
As the postcard still carries the warmth of my hand beside me, I'm rewriting it on the computer - here as some computer symbols for you to decipher. I guess now as a story about a story about a garden.
Yours,
Lovisa
share: linkedin, instagram, facebook, x
10.10.2025
Kære second.garden,
Jeg skriver fra lagunebyen – Venedig – kendt for sine utallige klokkespil og sit krystalgrønne vand. Byens tætte net af gangbroer og kanaler skaber en labyrint af smalle gader og passager, hvor det er let at fare vild. Mellem det tætte byvæv gemmer små lommer sig – gårdhaver og altanaer, de små venezianske træterrasser, der strækker sig over tagene – og skaber steder for ophold og udsyn. Her åbner byen sig i et nyt perspektiv: udkigspunkter over det kurvede taglandskab med bjergenes baggrundstæppe mod nord.
Når man løsriver sig fra det omsluttende bynet, mødes man af den åbne, flade horisont – lagunen. Her udfolder et særligt mikroklima sig omkring de mange øer, som fungerer som kulturelle og praktiske knudepunkter: steder for det reproduktive arbejde, der holder byen i gang.
Historisk har øerne hver især haft deres særlige rolle i lagunens større sammenhæng. I den nordlige del ligger bl.a. Sant’Erasmo, som gennem tiden har været byens spisekammer, og San Michele – øen, der huser byens afdøde i en stor park.
Øerne er overgangszoner – halvisolerede, men forbundne. De fungerer som både kulturelle og økologiske knudepunkter i et større kredsløb, der ofte forbliver i skyggen af de klassiske fortællinger om Venedig. Et komplekst, levende økosystem, hvor øerne udgør byens usynlige fundament.
Midt i byens skarpe kontraster findes haverne – stille rum, der får lov til at vokse, ofte skjult bag porte, i blindgyder, på tage eller langs lagunens kanter. Her udfolder byens liv sig i det skjulte, som et net af hemmelige haver.
Caroline
share: linkedin, instagram, facebook, x
17.18.2025
Kære second.garden,
En morgen i juni er jeg på vej på cykel til mit atelier i Valby. Mit blik er indstillet på at fotografere de plantearter, jeg møder på min vej. De plantearter der er trængt ind på byggepladser, op mellem fliser og ind gennem hegn. Spiret af frø der er fløjet ind fra haver og grøftekanter, eller transporteret hertil i fugleklatter og under skosåler. Arter som har fundet sig til rette i miljøer med et højt indhold af grus, byggematerialer og skarp sol.
Jeg fotograferer grønne nuancer der møder en kunstig blå langs den tungt trafikerede H.P. Knudsensvej og mælkebøtten, der overlever på et nedløbsrør.
Jeg er netop kommet fra Berlin dagen før, hvor jeg har set på vild natur i byen. Den slags natur der opstår spontant og tilfældigt af sig selv i byen, på steder der af forskellige grunde får lov at stå hen, og som der er virkelig meget af i Berlin og næsten ikke noget af i Danmark.
Da jeg drejer ud fra stien bag Folehaven og kigger ind på den byggetomt, der har ligget afspærret siden Corona - og hvor der dengang var opsat telte med testcentre - kan jeg se at lågen står åben, og at der går et par folk rundt derinde. Jeg har længe følt mig draget af stedet, fordi det er fyldt med planter, der er kommet til og er vokset op helt af sig selv. Men det høje ståltrådshegn har været låst, hver gang jeg er kommet forbi. Så dette er en unik chance for at komme derind. Jeg hopper straks af cyklen og bevæger mig ind på grunden gennem de høje planter.
“En ecological tabula rasa is an empty space which is apparently devoid of animal and plant life... and what is extremely interesting is that within a relatively short space of time seeds will simply arrive...and begin to develop a distinctive ecological assemblage.”
- Matthew Gandy, professor of geography, interview, Berlin, 2025.
På få år er en slags tilfældig have, med mange forskellige blomstrende planter, vokset op herinde. Den store sø der var opstået i vinter ser ud til at være tørret væk nu. Området står i stor kontrast til det omkringliggende Grønttorv, hvor alt er kontrolleret ned til sidste kvadratmeter. Jeg får øje på en ladcykel med planter i, og jeg går hen til ejeren, som er ved at grave en lille sommerfuglebusk op.
Det viser sig at være Laurits fra second.garden, der har planer om at genanvende planterne i et haveprojekt, og er ved at fylde en ladcykel op.
“Botanikere bruger en metode kaldet urban transect til at undersøge hvilke arter, der vokser i et bestemt område. Der går man i en lige linje gennem landskabet og undersøger hvilke planter, man møder på sin vej. Det er en videnskabelig metode som gør det muligt at sammenligne hvad vokser hvor, og hvordan det ændrer sig over tid.”
- Matthew Gandy, professor of geography, interview i Berlin, 2025.
Jeg zigzagger gennem området i jagt på de mest farverige blomster, som en bi der søger efter nektar. Jeg får en ide til at portrættere stedet filmisk. Jeg vil beskrive en intuitiv undersøgelse af landskabet. En film hvori kameraet i takt med sansernes opmærksomhed bevæger sig hen for at udforske bestemte planter, i den rækkefølge som de opdages. Et studie af den spontant opståede vilde have - en intuitiv og subjektiv version af botanikernes urban transect. Jeg må helt sikkert tilbage hertil hurtigst muligt, og inden blomsterne afblomstrer.
På vej ud aftaler jeg med Laurits med ladcyklen, at vi må holde forbindelsen på grund af vores fælles passion for den vilde bynatur. Super inspireret af mit besøg her, cykler jeg videre fast besluttet på at tage herhen med filmudstyr den følgende uge.
Ugen går og den følgende uge cykler jeg ud til byggetomten igen. Men det der møder mig nu, er ikke den vilde have af sommerfuglebuske, vild gulerod, kornblomster og tidsler. Området er dækket af en masse grå/ brune jordbunker i sirlige rækker fordelt over hele området. Alle spor af planter og blomster er væk og med dem alle de insekter og dyr som havde indtaget området. Kun de få planter i Laurits cykel har forhåbentlig overlevet. Og jeg må finde et andet sted til min film. Hvad der skal ske med området nu er uvist, men i løbet af de næste uger vokser en ensformig intens grøn græsmark lynhurtigt op.
Miriam Hinman Nielsen
share: linkedin, instagram, facebook, x