(G2)
19.02.2026
Jeg skriver endnu engang fra lagunebyen, hvor februars regn forvandler gader og kanaler til en flydende labyrint. Ligesom tidevandet skaber nedbøren et midlertidigt landskab. Byen tilpasser sig vandets bevægelser, og en ny rytme indfinder sig. Vandet stiger og falder omkring de lodrette facader og træpæle, begrænser bevægelsesmulighederne og tvinger den gående til at finde nye veje. Byen følger vandets rytme, og alt omsluttes af en vedvarende bevægelse, der aftegner og forstærker lagunens betydning i byens rum. Under den silende regn fremstår Venedig som en have i bevægelse. Vandet binder de istriske kalksten, spirende planter og rummenes konturer sammen, reflekteret i vandets overflade. Planter titter op over mure og suger nedbøren til sig, mens et grønt netværk langsomt vokser frem og slynger sig gennem byen som kanalerne selv. Vegetationen skaber en rensende luft, der nulstiller byens rum og spreder duften af regnvåde blade, mens vand og planter sammen danner et levende væv. For en tid træder byen ind i en organisk rytme: gader og pladser forvandles til våde overflader, og det hydrologiske kredsløb er uundgåeligt. Selv de paraplyvandrende venezianere må overgive sig til en voluminøs frisure under den høje luftfugtighed. Regnen intensiverer det allerede flydende landskab i byen, hvor nedbør, luftfugtighed og vandets bevægelse konstant påvirker hinanden og til tider udfolder sig som en flydende have.
Caroline
share: linkedin, instagram, facebook, x