Neon Blink Effect - Fixed on Scroll
Esther Fröhlich - Havens  arbejde
02.04.2026



Kære second.garden

Jeg står i haven og tager et billede, som jeg vil tage mange af, og så læser jeg en tekst, som jeg skrev på for over et år siden:

Jeg sår en have her nu i det tidlige forår. Haven skal være fuld af vækster, som jeg har indsamlet i løbet af det år, som lige er gået, men som stadig er i gang med at gå. De mange skud, som jeg vil have til at vokse i min have, kommer fra mange forskellige steder. Nogle af væksterne har jeg arvet, nogle har jeg åbent taget imod, nogle har jeg gravet frem, og nogle er spiret fra frø, jeg selv har sået. Jeg har selv igangsat arbejdet med haven; jeg har målt op, kommet jord på bedene og udregnet solens position.

Her i det tidlige forår sår jeg haven. Det tænker jeg, at jeg skal gøre. Den vil svulme og bugne af almindelig hjertespand, ensidig klokke, havepest, sur kirsebær, stinkende karse, tornet salat, vedbend-torskemund, djævelsbid, roser og forglemmigej. Min ryg gør ondt, fordi jeg har bukket mig ned mod jorden utallige gange i de andre haver, og mine arme er lange, fordi jeg har båret de mange skud ud i min have, og mine hænder og fingre er ru og hårde, fordi de har gransket og finkæmmet territoriet for de bedste skud til min have, og mine øjne er trætte og opsvulmede, fordi jeg har holdt dem åbne og udspilede i de andre haver, og min pande er fuld af fuger, fordi jeg har bekymret mig om, hvordan min egen have, fuld af alle de vækster, dog skulle finde sin begyndelse.

Arbejdet er hårdt her i det tidlige forår i min have, for der er meget at lave. De små spirer skal plejes. Min usåede have skal passes; jeg vil ikke have flere muldvarpeskud. Jeg fik sådan lyst til at gå igang med arbejdet med min have, for jeg kan mærke, at vinden har lune anelser med sig. De kommer fra et andet sted, som minder mig om andre tidlige forår, fra før min have skulle sås. Der hvor jeg kom hjem, og du var blevet meget syg, og der var der, hvor du og jeg ikke skulle være sammen mere, og der var der, hvor jeg knoklede mig igennem hverdagen, for at komme ud, ud, ud. Jeg kom igennem arbejdet i alle de andre tidlige forår, så arbejdet med min have nu må kunne lykkes.

———

Igennem min iPhone ser jeg en have, som har gjort sig selv: Overalt er der vintergækker, der dækker hele områder, hvor der før var svampet, jordet og udefinerbart. Der er højhøjbede, hvor Emil og Line har lagt ny jord på. Her er lagt an til spinat og andre drømme. Noget er i proces under noget hø, som tre fugleskræmsler kom med i november. Op af højbedene står store stammer, som Victor og jeg måtte opgive at save med håndkraft, men som jeg ved, at Laurits vil bygge et bord af. Op af hegnet er der rester af den gamle, nu fjernede efeu, som slugte æbletræet. Døde snoede grene hænger stadig og dingler højere oppe i træet, mens der ved roden af æbletræet ligger en rodet bunke af afskårne efeugrene og blade. En fuglekasse er faldet ned og ligger gemt ved siden af en af højbedene og minder mig om, hvor meget jeg elsker at bygge fuglekasser.

Kh  Esther

share:     ,     ,     ,    


2024-stockflethsvej 2, 2000 frederiksberg