(G2)
Letters can be from a garden, about a garden or related to the garden as a broad concept.
mail@secondgarden.xyz
25.06.2026
Kære second.garden,
Min søster og mor har, hvad vi på dansk kalder for, grønne fingre. Udtrykket er et oversættelseslån fra engelsk ”to have green fingers” Googler jeg mig frem til, da jeg bliver i tvivl om hvorfra udtrykket kommer. De grønne fingre – min søster og min mor – snakker og skriver ofte sammen om deres respektive haver; begge bor i lejligheder på Fyn, og haverne er således en fælles have for lejlighedskomplekserne. I begge tilfælde lader det til, at min søster og mor er iblandt de beboere, der synes at nyde at være i haven allermest. De er ikke store, og begge har både græs og fliser. Det er gårdhaver. De sender billeder til hinanden. Min søsters høje solsikker, de sammenfiltrede ærteblomster, der vokser der’u’a (fynsk måde at sige derudaf), figentræsstiklingen min mor har spiret og plantet ud i krukke fra sit eget figentræ, som min søster nu har plantet ud i sin have. Min mors hortensiaer, der står plantet i gamle mælkejunger, moderfigentræet der nu er blevet beskåret, for det var altså blevet alt for stort og højt, siger min mor, og i øvrigt er udlejer ikke glad for ”en vild have”. Min søster og mor bor begge til leje. De haver, de plejer og passer, er på den måde midlertidige og ikke haver, der skal plejes og passes af deres grønne fingre for evigt.
Det er blevet diskuteret, hvorvidt min mor kan få sit figentræ med den dag hun flytter, eller om hun må opgive det. Det kræver en maskine af en art tror jeg. Figentræet er solidt placeret i venstre nederste hjørne af haven, og står klemt op ad et semi-råddent rækværk og nogle mursten, der omkredser et bed, der ikke er mere end 30 centimeter i bredden. Dér har det tilsyneladende godt. Det er figentræets styrke. Jo mere klemt, gerne i en sammenfiltring med menneskeskabte elementer såsom mursten og fliser, og jo mere tæt figentræet står, desto bedre trives det. Nobody puts baby in the corner undtagen figentræet. Det trives i hjørnet.
Kh Josefine
share: linkedin, instagram, facebook, x
25.06.2026
Kære second.garden
For nogle måneder siden fik I brev fra Bent, der havde drømt om et træ ved floden i Lissabon omkring Alfama-kvarteret. Jeg har kigget efter et træ, der kunne passe til beskrivelsen og tegningen, siden da.
Min morfar hed også Bent. Det er ham, man ser bagerst til venstre på familieportrættet. Fotoet fra slutningen af 1920’erne er taget i deres have. Hjorten boede også inde i huset. De havde jordgulv, fortalte han mig. Om det ene var afhængigt af det andet, er jeg ikke klar over. Altså jordgulv og hjort indendørs.
Bent har lært mig næsten alt, hvad jeg ved om haver (resten lærer min mor mig). Han dyrkede kæmpe rabarber i sorte plastikspande, havde et pæretræ, hvor frugterne voksede i glasflasker, og vandede min mormors plastikblomster i stuelejligheden på Ålekistevej.
Kære Bent, jeg har ledt og ledt efter træet, men må meddele, at det er uden held. Som du måske kan se på fotoet, matcher de træer, jeg kunne finde ved floden, ikke helt din tegning. I dag er der ikke, store, enkeltstående træer ved floden i Alfama-kvarteret, men mange små.
Mens jeg har været her, har jeg dog fået en ny yndlingshave med mange store træer. Den omkranser det bibliotek, jeg er gået til stort set hver dag det sidste halve år. Jeg bliver ved med at finde nye steder i haven. Nyligst 8 stk. birketræer. Jeg har ikke set birketræer andre steder i Lissabon, så det var underligt bemærkelsesværdigt. Jeg vil anbefale dig at besøge denne have, næste gang du er i Lissabon, og se, om der kunne være et træ for dig her. Jeg håber, jeg en dag drømmer om de 8 birketræer eller min morfars pæretræ, som du beskriver, at du drømmer om dig og Kirstens særlige træ. Jeg tror ikke min morfar har været i Portugal, jeg tror nærmest ikke han har forladt Sjælland den tid jeg kendte ham.
Jeg tager fra Lissabon om 2 dage. Måske har jeg ikke ledt efter træet de rigtige steder. Nature loves to hide. Det er en ting, jeg har lært.
Kærlig hilsen
Anna
share: linkedin, instagram, facebook, x
22.06.2026
Kære second.garden
Dette er tredje brev i rækken om de venetianske haver.
I den nordøstlige del af den venetianske lagune ligger Fort Sant’Andrea — en fæstning fra det 16. århundrede, bygget som et forsvarsværk for Venedig og som markering af forbindelsen mellem byen og havet.
I dag fremstår øen i forskydning. Vegetationen har overtaget stedets logik og lagt sig som et styrende lag over øens struktur, hvor arkitektur og vækst er blevet uløseligt forbundet. Øen eksisterer i en porøs læsbarhed, hvor det vegetative system langsomt omskriver det byggede.Murene fungerer ikke længere som grænser, men som overflader, hvor vegetation trænger ind og udvider konstruktionen indefra. Det, der før adskilte inde fra ude, er opløst i en langsom udveksling. Rødder arbejder sig gennem sprækkerne og forskyder murværket, mens terrænet varierer og skaber et organisk fundament under den oprindelige geometri.
Funktionerne er ikke forsvundet, men indlejret som spor i vegetationen. Haven er blevet en del af fortets indre struktur. De tidligere grænser står tilbage som spøgelseslinjer i væksten — et kort, der stadig kan anes, men hele tiden omskrives. Stedet fremstår ikke forladt, men som en sovende ø, hvor ruiner og vegetation indgår i en fælles bevægelse.
Den centrale struktur og facaden står stadig delvist bevaret, mens resten af øen langsomt forskydes. Brombær og vild vækst holdes kun periodisk tilbage af frivillige. Der er også spor af andre liv: geder, strejfede tidligere frit rundt på øen og brugte fortets trapper og nicher som midlertidige opholdssteder.
Fort Sant’Andrea er et sted, hvor vegetation og arkitektur ikke længere står over for hinanden, men indlejres i hinanden.
Caroline
share: linkedin, instagram, facebook, x
15.05.2026
Kære second.garden,
For cirka et halvt år siden boede jeg på en gade på Østerbro tæt på Nordhavn. Den var totalt forladt af enhver form for grønt. Der var ikke et eneste træ, som så mange andre steder i byen. Den gode nyhed er, at jeg er flyttet. Og ikke nok med, at jeg har fået lidt flere kvadratmeter at brede mig på, så har jeg også fået en række store vejtræer som naboer.
Træerne står lige uden for mine vinduer med en græsplæne i forgrunden og sender et skønt grønt skær ind i lejligheden. Græsplænen mellem lejligheden og træerne afgrænses på begge sider af buskads, som skaber et lille intimt rum. På trods af, at der også bor nogen ovenpå, føles det næsten som om, jeg kun deler det lille grønne rum med min nabo, som en slags forhave. Jeg har dog aldrig mødt min nabo og endnu ikke set vedkommende benytte sig af plænen. Jeg bliver faktisk næsten lidt forskrækket, hvis der pludselig er nogen, der bevæger sig gennem området, som for det meste står stille, kun afbrudt af lidt bevægelse i træernes kroner, når vinden tager fat.
Jeg kigger ud og ser cyklister blæse forbi på den anden side af træerne ude på vejen. Der er også løbere, som motionerer, og en strøm af biler, der kommer for at parkere i morgentimerne. Der er rytme og periodisk bevægelse lige på den anden side af træerne, men plænen står stille. Den står som et fastfrosset billede, en forgrund jeg ser ud igennem. Den bliver klippet, trimmet og holdt på plads, men får aldrig rigtigt lov til at blive levende.
Når jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig et helt andet rum derude og drømmer om, hvordan livet kunne udfolde sig lige uden for min dør. Jeg åbner dem igen og ser den grønne, monotone flade. Da frosten lettede, spredte jeg optimistisk lidt frø på plænen, bare lige foran min terrasse. Jeg tænkte, at hvis de var hurtige nok, ville gartneren måske levne lidt plads til et par blomster, men foråret blev indledt med, at plæne- og kantklipperen blev støvet af. Dernæst blev robotplæneklipperen genoplivet, og nu kører den sin rutine. Jeg drømmer dog stadig. Mest om plænen lige foran min lejlighed, men også om de mange omkringliggende grønne arealer her på ejendommen.
En eftermiddag sad jeg på terrassen med en ven og fik øje på en brumbasse. Den undersøgte området, tog endda en kort tur ind i lejligheden, men fandt vist ikke rigtig noget at blive for. Hvis mine frø havde spiret, var den måske blevet lidt længere. Jeg observerer dagligt, hvad der foregår ude foran, men der er ikke mange overraskelser. Blot et loyalt duepar, der går deres morgentur rundt i det dugfriske græs. De finder måske et par regnorme eller spiser de frø, jeg har spredt. Jeg tror dog, de bliver skræmt væk, når robotten vågner.
Jeg tænker på, hvad der skal til, for at plænen en dag kunne blive en have. Et sted med lidt mere liv, som vi beboere kunne deltage i. Somme tider overvejer jeg at gå ud og vende robotten på hovedet, så kunne den ligge lidt der og sprælle, mens plænen fik lidt ro. For nu står der en plantekasse på min terrasse og en enkelt blåhat, som jeg har købt ved en lille vejbod. Så lader jeg robotten køre videre, indtil jeg kommer på bedre idéer.
share: linkedin, instagram, facebook, x
02.04.2026
Kære second.garden
Jeg står i haven og tager et billede, som jeg vil tage mange af, og så læser jeg en tekst, som jeg skrev på for over et år siden:
Jeg sår en have her nu i det tidlige forår. Haven skal være fuld af vækster, som jeg har indsamlet i løbet af det år, som lige er gået, men som stadig er i gang med at gå. De mange skud, som jeg vil have til at vokse i min have, kommer fra mange forskellige steder. Nogle af væksterne har jeg arvet, nogle har jeg åbent taget imod, nogle har jeg gravet frem, og nogle er spiret fra frø, jeg selv har sået. Jeg har selv igangsat arbejdet med haven; jeg har målt op, kommet jord på bedene og udregnet solens position.
Her i det tidlige forår sår jeg haven. Det tænker jeg, at jeg skal gøre. Den vil svulme og bugne af almindelig hjertespand, ensidig klokke, havepest, sur kirsebær, stinkende karse, tornet salat, vedbend-torskemund, djævelsbid, roser og forglemmigej. Min ryg gør ondt, fordi jeg har bukket mig ned mod jorden utallige gange i de andre haver, og mine arme er lange, fordi jeg har båret de mange skud ud i min have, og mine hænder og fingre er ru og hårde, fordi de har gransket og finkæmmet territoriet for de bedste skud til min have, og mine øjne er trætte og opsvulmede, fordi jeg har holdt dem åbne og udspilede i de andre haver, og min pande er fuld af fuger, fordi jeg har bekymret mig om, hvordan min egen have, fuld af alle de vækster, dog skulle finde sin begyndelse.
Arbejdet er hårdt her i det tidlige forår i min have, for der er meget at lave. De små spirer skal plejes. Min usåede have skal passes; jeg vil ikke have flere muldvarpeskud. Jeg fik sådan lyst til at gå igang med arbejdet med min have, for jeg kan mærke, at vinden har lune anelser med sig. De kommer fra et andet sted, som minder mig om andre tidlige forår, fra før min have skulle sås. Der hvor jeg kom hjem, og du var blevet meget syg, og der var der, hvor du og jeg ikke skulle være sammen mere, og der var der, hvor jeg knoklede mig igennem hverdagen, for at komme ud, ud, ud. Jeg kom igennem arbejdet i alle de andre tidlige forår, så arbejdet med min have nu må kunne lykkes.
———
Igennem min iPhone ser jeg en have, som har gjort sig selv: Overalt er der vintergækker, der dækker hele områder, hvor der før var svampet, jordet og udefinerbart. Der er højhøjbede, hvor Emil og Line har lagt ny jord på. Her er lagt an til spinat og andre drømme. Noget er i proces under noget hø, som tre fugleskræmsler kom med i november. Op af højbedene står store stammer, som Victor og jeg måtte opgive at save med håndkraft, men som jeg ved, at Laurits vil bygge et bord af. Op af hegnet er der rester af den gamle, nu fjernede efeu, som slugte æbletræet. Døde snoede grene hænger stadig og dingler højere oppe i træet, mens der ved roden af æbletræet ligger en rodet bunke af afskårne efeugrene og blade. En fuglekasse er faldet ned og ligger gemt ved siden af en af højbedene og minder mig om, hvor meget jeg elsker at bygge fuglekasser.
Kh Esther
share: linkedin, instagram, facebook, x
27.03.2026
Kære second.garden
Det slog mig den anden dag, da jeg vågnede fra en drøm om et træ ved floden Tejo i Lissabon, omkring Alfama, at jeg måtte dele oplevelsen med jer. Øjeblikket kan pludselig slå mig oven i hovedet, i drømme eller stille tanker, hvor lyset, skyggerne og træet bliver klart for mig.
Kirsten, min afdøde kone, og jeg var dengang på en af vores mange vandreture og boede i en lille lejlighed i Alfama i fem dage. Det var her, vi fandt stedet. Der var ikke mange træer dér, men dette ene stod som noget særligt. Jeg ser det stadig for mig, hvordan det rejste sig ved vandet, hvordan skyggen samlede os. Af og til vågner jeg om natten og er tilbage netop dér, hvor vi lå under træet med en flaske vin og lod tiden glide stille forbi.
Jeg har forsøgt at tegne det for jer og håber, I kan fornemme den stemning, der stadig lever i mig.
Kærlig hilsen
Bent
share: linkedin, instagram, facebook, x
19.02.2026
Kære second.garden
Jeg skriver endnu engang fra lagunebyen, hvor februars regn forvandler gader og kanaler til en flydende labyrint. Ligesom tidevandet skaber nedbøren et midlertidigt landskab. Byen tilpasser sig vandets bevægelser, og en ny rytme indfinder sig. Vandet stiger og falder omkring de lodrette facader og træpæle, begrænser bevægelsesmulighederne og tvinger den gående til at finde nye veje. Byen følger vandets rytme, og alt omsluttes af en vedvarende bevægelse, der aftegner og forstærker lagunens betydning i byens rum. Under den silende regn fremstår Venedig som en have i bevægelse. Vandet binder de istriske kalksten, spirende planter og rummenes konturer sammen, reflekteret i vandets overflade. Planter titter op over mure og suger nedbøren til sig, mens et grønt netværk langsomt vokser frem og slynger sig gennem byen som kanalerne selv. Vegetationen skaber en rensende luft, der nulstiller byens rum og spreder duften af regnvåde blade, mens vand og planter sammen danner et levende væv. For en tid træder byen ind i en organisk rytme: gader og pladser forvandles til våde overflader, og det hydrologiske kredsløb er uundgåeligt. Selv de paraplyvandrende venezianere må overgive sig til en voluminøs frisure under den høje luftfugtighed. Regnen intensiverer det allerede flydende landskab i byen, hvor nedbør, luftfugtighed og vandets bevægelse konstant påvirker hinanden og til tider udfolder sig som en flydende have.
Caroline
share: linkedin, instagram, facebook, x
30.12.2025
Dear second.garden,
As the year comes to a close, I find myself looking back on all that it has held — the conversations, the exchanges, and the ways my understanding of landscape and care has shifted. It has been a year shaped by listening, by slowing down, and by rethinking our relationship with nature.
One idea that has stayed with me throughout this time is the concept of Fourth Nature, introduced by the German ecologist Ingo Kowarik. It offers a way of reimagining the relationship between the city and the natural world — not as something to be controlled or perfected, but as something that can unfold on its own terms. It suggests another kind of practice, rooted in patience, attention, and care.
Kowarik describes four forms of nature:
First nature — untouched landscapes without human intervention.
Second nature — human-made landscapes for production, such as agricultural land.
Third nature — green spaces designed for recreation, like parks and gardens.
Fourth nature — areas once shaped by human activity that are gradually being reclaimed by natural processes, often with little or no human intervention.
This idea of Fourth Nature feels especially relevant now. It opens up a way of thinking about landscapes of care that does not rely on constant control or maintenance, but instead allows space for self-organization, unpredictability, and coexistence. It asks what might happen if we step back slightly — if we allow nature to take the lead.
There is significant, yet often overlooked, potential in integrating nature’s own processes into our cities and built environments. Around the world, inspiring examples already show how this can happen. The real challenge lies in our expectations of what urban nature should look like — and in learning to accept that nature moves at its own pace. Ecosystems unfold slowly, often over decades, while planning frameworks tend to operate within short, economically driven timeframes. To move forward, we may need to rethink not only our aesthetics, but also our patience, and to recognize the value of nature even when it cannot be measured in economic terms.
Best regards,
Nikita Gyawali
share: linkedin, instagram, facebook, x
11.12.2025
Dear second.garden,
Here's a letter that, since the end of May, has been a little lost among the notes of my phone, but sometimes lost letters find their way.
I'm on my way home from a residency in the Schweiz alley of Lumenzia. The lower area I lived in used to be a wetland, but now the water from the mountains runs through the sewer, and water canals are built beneath the streets and pathways.
Everywhere in the landscape of the valley, you see the small villages with clusters of sunburned wooden houses and barns. Scattered across the fields, some barns stand alone with wide stretches of meadow between them. Some are still in use, while others have been left behind. The round beams reveal the oldest barns, but most of them are mixed constructions. The open space between the beams let air flow through the buildings, traditionally keeping the storage of grass dry. But glimpsing through the gaps of some wooden barns, now the glass facades of luxury vacation homes sparkle. A house-within-a-house concept has begun to occupy the structures.
A law from the early 2010s, originally intended to protect permanent residents and the local building culture by limiting the construction of new holiday homes, has instead contributed to rising housing prices for existing houses and barns, making it more difficult for people to live permanently.
Rene Boer writes about the term Disneyfication, “referring to anything separated from its original context and made more palatable for commercial purposes” in his book Smooth City. Perhaps the management of this region, and the influence of tourism, is leaving this place with a smooth surface? There is something in this fairytale-like landscape that leaves out something else behind.
My work during the residency focused on some physical cracks in the buildings of the village of Peiden in Lumnazia. A small village that moves several centimeters each year, due to the movement of earth, linked to the increasingly rapid changes in the Alpine climate.
Best,
Anna Eglite
share: linkedin, instagram, facebook, x