(G2)
15.05.2026
Kære second.garden,
For cirka et halvt år siden boede jeg på en gade på Østerbro tæt på Nordhavn. Den var totalt forladt af enhver form for grønt. Der var ikke et eneste træ, som så mange andre steder i byen. Den gode nyhed er, at jeg er flyttet. Og ikke nok med, at jeg har fået lidt flere kvadratmeter at brede mig på, så har jeg også fået en række store vejtræer som naboer.
Træerne står lige uden for mine vinduer med en græsplæne i forgrunden og sender et skønt grønt skær ind i lejligheden. Græsplænen mellem lejligheden og træerne afgrænses på begge sider af buskads, som skaber et lille intimt rum. På trods af, at der også bor nogen ovenpå, føles det næsten som om, jeg kun deler det lille grønne rum med min nabo, som en slags forhave. Jeg har dog aldrig mødt min nabo og endnu ikke set vedkommende benytte sig af plænen. Jeg bliver faktisk næsten lidt forskrækket, hvis der pludselig er nogen, der bevæger sig gennem området, som for det meste står stille, kun afbrudt af lidt bevægelse i træernes kroner, når vinden tager fat.
Jeg kigger ud og ser cyklister blæse forbi på den anden side af træerne ude på vejen. Der er også løbere, som motionerer, og en strøm af biler, der kommer for at parkere i morgentimerne. Der er rytme og periodisk bevægelse lige på den anden side af træerne, men plænen står stille. Den står som et fastfrosset billede, en forgrund jeg ser ud igennem. Den bliver klippet, trimmet og holdt på plads, men får aldrig rigtigt lov til at blive levende.
Når jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig et helt andet rum derude og drømmer om, hvordan livet kunne udfolde sig lige uden for min dør. Jeg åbner dem igen og ser den grønne, monotone flade. Da frosten lettede, spredte jeg optimistisk lidt frø på plænen, bare lige foran min terrasse. Jeg tænkte, at hvis de var hurtige nok, ville gartneren måske levne lidt plads til et par blomster, men foråret blev indledt med, at plæne- og kantklipperen blev støvet af. Dernæst blev robotplæneklipperen genoplivet, og nu kører den sin rutine. Jeg drømmer dog stadig. Mest om plænen lige foran min lejlighed, men også om de mange omkringliggende grønne arealer her på ejendommen.
En eftermiddag sad jeg på terrassen med en ven og fik øje på en brumbasse. Den undersøgte området, tog endda en kort tur ind i lejligheden, men fandt vist ikke rigtig noget at blive for. Hvis mine frø havde spiret, var den måske blevet lidt længere. Jeg observerer dagligt, hvad der foregår ude foran, men der er ikke mange overraskelser. Blot et loyalt duepar, der går deres morgentur rundt i det dugfriske græs. De finder måske et par regnorme eller spiser de frø, jeg har spredt. Jeg tror dog, de bliver skræmt væk, når robotten vågner.
Jeg tænker på, hvad der skal til, for at plænen en dag kunne blive en have. Et sted med lidt mere liv, som vi beboere kunne deltage i. Somme tider overvejer jeg at gå ud og vende robotten på hovedet, så kunne den ligge lidt der og sprælle, mens plænen fik lidt ro. For nu står der en plantekasse på min terrasse og en enkelt blåhat, som jeg har købt ved en lille vejbod. Så lader jeg robotten køre videre, indtil jeg kommer på bedre idéer.
share: linkedin, instagram, facebook, x